https://ninkilim.com/articles/indictment_of_otzma_yehudit/da.html
Racisme, overlegenhed og apartheid er ikke “meninger”. Fascisme er ikke en “politisk holdning”. Det er forbrydelser – forbrydelser mod menneskelig værdighed, forbrydelser mod lighed og forbrydelser mod selve menneskeheden.
I de fleste demokratier behandles ethvert bevægelse, der åbent går ind for racemæssig eller religiøs overlegenhed, som kriminelt. Et parti, der kalder sig “Hvid Magt” i USA eller “Kristen Magt” i Europa, ville blive forbudt og retsforfulgt. Men i Israel sidder Otzma Yehudit (“Jødisk Magt”) – et parti, hvis ideologi er den jødiske ækvivalent til sådanne bevægelser – i regeringen.
Ledet af Itamar Ben-Gvir, en dømt racistisk agitator, er Otzma Yehudit den moderne udformning af kahanisme, en fascistisk ideologi grundlagt af rabbiner Meir Kahane og forbudt for sin racisme og terrorisme. I dag er det, der engang blev forbudt som terrorisme, blevet mainstreamet ind i regeringen og forsvaret af vestlige ledere, der i deres egne lande aldrig ville tolerere en sådan bevægelse.
Dette er ikke blot hykleri. Det er medvirken.
Rabbiner Meir Kahane, født i Brooklyn, grundlagde Kach i 1971 efter at have ledet den voldelige Jødiske Forsvarsliga i USA. Kachs platform var direkte:
Kach kom ind i Knesset i 1984 og vandt et enkelt sæde. Men dets tilstedeværelse rystede Israels politiske etablissement. Kahane opfordrede åbent til masseudsættelse af arabere og brugte sproget for etnisk udrensning fra selve parlamentets talerstol. Han fordømte demokrati som svaghed og lighed som forræderi.
Reaktionen var hurtig. I 1985 ændrede Israel Grundloven: Knesset (afsnit 7A) og tilføjede en bestemmelse, der forbød partier, der opildner til racisme eller afviser Israel som en demokratisk stat. I 1988 stadfæstede Højesteret denne ændring for at diskvalificere Kach fra valg, idet det erklærede, at deres program var fundamentalt racistisk og uforeneligt med demokrati.
Alligevel fortsatte Kachs tilhængere deres aktivisme. I 1994 skete det uundgåelige: en af dem, Baruch Goldstein, udførte Hebron-massakren og myrdede 29 palæstinensere under ramadanbønner. I stedet for at fordømme grusomheden hyldede mange kahanister Goldstein som en helt. Den israelske regering, under enormt pres, forbød derefter Kach og dets udløber Kahane Chai som terroristorganisationer. USA, Canada og andre regeringer fulgte trop.
På alle måder blev kahanismen anerkendt som en ideologi af racisme, terrorisme og fascisme.
Men kahanismen døde ikke. Den tilpassede sig. I 2012 grundlagde tidligere Kach-medlemmer Otzma Yehudit, et parti, der præsenterer sig som “nyt”, men viderefører den samme kerneideologi: udvis “illoyale” arabere, annekter palæstinensisk land uden rettigheder og forankre jødisk overlegenhed.
Det, som Israels Højesteret engang forbød som racistisk, og regeringen engang forbød som terror, sidder nu i hjertet af magten.
Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol og Konventionen om Folkedrab gør det klart: Otzma Yehudits program er ikke politik. Det er kriminelt.
Den årlige Jerusalem Flagmarch afslører Otzma Yehudits kriminelle natur.
Hvert år marcherer ultranationalister gennem det muslimske kvarter i Jerusalems Gamle By og råber “Død over araberne” og “Må din landsby brænde”. De angriber palæstinensiske købmænd, vandaliserer ejendom og terroriserer beboere. I stedet for at blive tilbageholdt, beskyttes de af politiet.
Itamar Ben-Gvir, nu minister for national sikkerhed, er ikke en ekstern agitator. Han er en regelmæssig deltager. Hans tilstedeværelse er en godkendelse – og et signal om, at denne opildning har statens velsignelse.
I ethvert demokrati ville en sådan begivenhed – at råbe død over en mindretal – blive forbudt. Deltagere ville blive arresteret, arrangører retsforfulgt for hadforbrydelser. I Israel bliver det helliget som patriotisme.
Den 26. januar 2024 beordrede Den Internationale Domstol Israel, som en foreløbig foranstaltning i Sydafrika mod Israel, til at “forhindre og straffe direkte og offentlig opfordring til at begå folkedrab”. Flagmarchen er selve indbegrebet af sådan opfordring. Ved at tillade den, og værre, ved at deltage i den, står Israel i åbenlys overtrædelse af Domstolens bindende ordre.
Konsekvensen er utvetydig: overholdelse kræver forbud mod Flagmarchen, kriminalisering af kahanismen og forbud mod Otzma Yehudit – ligesom Tyskland efter 1945 blev pålagt at kriminalisere nazismen.
Ben-Gvirs historie er en katalog over ekstremisme:
Under Rom-statutten kunne Ben-Gvir stå over for retsforfølgelse af Den Internationale Straffedomstol for:
Rapporter tyder på, at forseglede arrestordrer fra Den Internationale Straffedomstol mod israelske embedsmænd allerede kan eksistere. Ben-Gvir ville, givet hans rolle, være en hovedkandidat.
Den største skandale er ikke kun, at Otzma Yehudit eksisterer, men at den tolereres – og endda forsvares – af vestlige regeringer.
Alligevel bliver “Jødisk Magt” normaliseret. Vestlige ledere, der proklamerer deres modstand mod racisme og fascisme, fortsætter med at bevæbne og forsvare en regering, der inkluderer Otzma Yehudit. De fordømmer supremacister derhjemme, mens de omfavner dem i udlandet.
Dette hykleri afslører tomheden i deres menneskerettighedsretorik. Ved at tolerere jødisk overlegenhed, mens de fordømmer hvid overlegenhed, forråder vestlige regeringer universaliteten af menneskerettigheder.
Fakta er ubestridelige:
Præcedensen er klar. Efter Nürnberg blev nazismen forbudt i Tyskland – ikke som “politik”, men som en kriminel sammensværgelse. Den samme princip gælder i dag: kahanismen skal kriminaliseres. Otzma Yehudit skal udstødes, forbydes og huskes som den advarsel, den er.
Dom: Otzma Yehudit er ikke et politisk parti. Det er en fascistisk organisation, der er skyldig i at udbrede forbrydelser mod menneskeheden.
Moralsk imperativ: At tolerere Otzma Yehudit er at forråde selve menneskeheden. Fascisme i enhver form – hvid, kristen eller jødisk – er ikke en mening. Det er en forbrydelse. Og det skal bekæmpes, kriminaliseres og besejres.