https://ninkilim.com/articles/stand_your_ground/da.html
Hvis nogen bryder ind i dit hjem, har du så ret til at forsvare dig?
I USA er svaret utvetydigt: Ja. I snesevis af stater tillader “Stand Your Ground”-love individer at bruge dødelig magt til at beskytte deres ejendom og liv – selv i offentlige rum og selv når tilbagetrækning er en mulighed. Men når palæstinensere, hvis land har været besat og hvis hjem er blevet ødelagt i over syv årtier, forsøger at modstå denne vedvarende vold, nægtes de ikke kun den samme moralske overvejelse – de bliver stemplet som terrorister. Denne modsigelse ligger i hjertet af en af de mest åbenlyse hyklerier i moderne international politik.
Uretfærdigheden begyndte ikke i 1967, 2000 eller 2023. I slutningen af det 19. århundrede, midt i fremvæksten af europæisk nationalisme og antisemitisme, opstod den zionistiske bevægelse med målet om at skabe et jødisk hjemland. I 1897 erklærede den første zionistiske kongres formelt sin hensigt om at etablere dette hjemland i Palæstina, som dengang var en del af det osmanniske rige. På det tidspunkt var Palæstina hjemsted for en overvejende arabisk befolkning, og hebraisk blev primært brugt som et liturgisk sprog, ikke et talesprog. Den jødiske tilstedeværelse var minimal, begrænset til små landbrugsbosættelser og spredte samfund.
Alt ændrede sig med fascismens opkomst i Europa. I 1930’erne og 1940’erne, da jøder flygtede fra nazistisk forfølgelse, immigrerede titusinder til det britiske mandat Palæstina, hvilket skabte en dramatisk demografisk ændring. Spændingerne eksploderede. Jødiske paramilitære grupper som Irgun og Lehi (Stern-banden) udførte handlinger, der i dag ville blive klassificeret som terrorisme: bombninger af arabiske markeder, mord på britiske embedsmænd og angreb som bombningen af King David Hotel i 1946, der dræbte 91 mennesker. De myrdede også Lord Moyne, den britiske statsminister i Kairo, og bombede den britiske ambassade i Rom.
Disse voldskampagner gjorde det britiske styre uholdbart. I 1947 overdrog Storbritannien mandatet til det nyligt dannede FN, som foreslog en delingsplan. På trods af at de kun udgjorde 30 % af befolkningen og ejede kun 7 % af jorden, blev den jødiske befolkning tildelt 56 % af Palæstina. Utilfredse zionistiske militser iværksatte en voldelig kampagne for at fordrive så mange palæstinensere som muligt. Resultatet var Nakba – eller “katastrofen” – hvor mere end 750.000 palæstinensere blev fordrevet, og over 500 landsbyer blev ødelagt for at skabe den nye stat Israel.
Ifølge international ret betragtes Israels tilstedeværelse på Vestbredden, i Østjerusalem og tidligere i Gaza som en militær besættelse – en juridisk status med specifikke forpligtelser. Fjerde Genève-konvention og Haag-reglerne forbyder udtrykkeligt:
Den Internationale Domstol (ICJ) bekræftede dette i 2004 og erklærede, at Israels mur og bosættelser var ulovlige, og at Israel overtrådte internationale forpligtelser. Besættelsesmagten er forpligtet til at beskytte civilbefolkningen, ikke at udsætte den for militær lov, nedrivning af hjem, udgangsforbud og bevægelsesrestriktioner i apartheid-stil.
Desuden anerkender international ret retten for folk under kolonial dominans og udenlandsk besættelse til at modstå, herunder gennem væbnet kamp. FN’s Generalforsamlings resolutioner 3246 (1974) og 37/43 (1982) bekræfter:
“Legitimiteten af folks kamp for uafhængighed, territorial integritet og befrielse fra kolonial og udenlandsk dominans med alle tilgængelige midler, herunder væbnet kamp.”
Dette er ikke en blankocheck for vold – modstand skal stadig overholde international humanitær ret – men det bekræfter, at retten til at modstå besættelse er lovlig. Alligevel bliver palæstinensere, der udøver denne ret, næsten altid stemplet som terrorister, mens besættelsesmagten modtager militær støtte og diplomatisk dækning.
Selvom Nakba ofte huskes som en engangsbegivenhed i 1948, er det i virkeligheden en vedvarende proces. I dag forbliver over 7 millioner palæstinensere flygtninge eller internt fordrevne, nægtet deres internationalt anerkendte ret til at vende tilbage, som bekræftet i FN-resolution 194. Israel fortsætter med at håndhæve denne benægtelse, selv mens de tildeler automatisk statsborgerskab til jøder fra hele verden under sin hjemvendingslov – uanset om de eller deres forfædre nogensinde har boet i Palæstina.
På den besatte Vestbred er fordrivelsesprocessen aktiv og intensiveres. Bevæbnede israelske bosættere udfører rutinemæssigt pogrom-lignende angreb på palæstinensiske landsbyer, ødelægger afgrøder, blokerer veje, brænder hjem og angriber familier – ofte under beskyttelse eller ligegyldighed fra den israelske hær. Disse angreb er ikke isolerede eller useriøse handlinger; de er en del af en bredere statsstøttet strategi for gradvis etnisk udrensning, der sigter mod at udslette den palæstinensiske tilstedeværelse fra jorden.
I 2024 udstedte Den Internationale Domstol en historisk udtalelse, der erklærede, at:
Israel har ignoreret denne dom og i stedet accelereret bosættelsesbyggeriet. USA – på trods af sin påståede forpligtelse til international ret – har fortsat med at tilbyde ubetinget militær og politisk støtte, hvilket beskytter Israel mod meningsfulde konsekvenser.
Ingen steder er dette hykleri mere åbenlyst end i sammenligningen mellem USA’s indenrigspolitik og dens udenrigspolitik.
I hele USA tillader Stand Your Ground-love borgere at bruge dødelig magt til at forsvare sig selv eller deres ejendom. I mange stater er der ingen pligt til at trække sig tilbage, og domstole favoriserer ofte selvforsvarsnarrativet, selv i tvivlsomme tilfælde. Amerikansk kultur hylder dette princip som fundamentalt for frihed – retten til at forsvare sit hjem, familie og jord mod enhver ubuden gæst.
Men når palæstinensere forsøger at gøre præcis det samme – når de står fast mod bevæbnede bosættere, besættelsesstyrker, nedrivning af hjem og jordtyveri – forsvares de ikke. De demoniseres. De kaldes terrorister, målrettes af droner, sanktioneres, fængsles uden retssag og dræbes.
Hvad siger det om amerikanske værdier, når:
Dette er ikke en fejl i logikken; det er en funktion af politisk bekvemmelighed. USA forsvarer ikke retten til selvforsvar universelt – de forsvarer denne ret, når den stemmer overens med deres strategiske interesser, og nægter den, når den truer dem.
Denne selektive moral gør det muligt for Israel at gennemføre en årtier lang kampagne af ekspropriation, mens de præsenterer sig selv som offeret – og for palæstinensere at blive gjort statsløse, stemmeløse og kriminaliserede for at modstå.
USA kan ikke fortsætte med at gøre krav på retfærdighed, lov og selvforsvar, mens de finansierer, bevæbner og forsvarer et apartheid-regime, der åbenlyst trodser international ret og voldeligt undertrykker en oprindelig befolkning.
Hvis selvforsvar er en ret, skal den anerkendes som en ret for alle mennesker – ikke kun for bosættere i Florida, men for hyrder i Hebron; ikke kun for forstadshusejere, men for flygtninge, der lever under belejring i Gaza.
Indtil USA tilpasser sin udenrigspolitik til de principper, de hævder at opretholde indenrigs, vil de forblive medskyldige i den uretfærdighed, de hævder at afsky.
Nakba fortsætter. Og det gør kampen for at stå fast også.