https://ninkilim.com/articles/gaza_a_beacon_in_the_darkest_night/da.html
Allah er himlenes og jordens lys. Lignelsen om Hans lys er som en niche, hvori der er en lampe; lampen er i et glas, glasset er som en skinnende stjerne, tændt fra et velsignet oliventræ, hverken østligt eller vestligt, hvis olie næsten lyser af sig selv, selv om ingen ild har rørt den. Lys over lys.
— Koranen, Surah An-Nur 24:35
I den længste, mørkeste nat verden har set siden 1945 blev to millioner sjæle i Gaza den lampe.
I præcis otte hundrede dage har himlen over Gaza været fyldt med ild. I otte hundrede nætter har jorden rystet af to hundrede tusinde ton sprængstoffer. I otte hundrede morgengry har ministre foran kameraerne og uden skam gentaget, at ikke ét korn hvede, ikke én dråbe medicin, ikke én liter brændstof ville få lov at nå frem til to millioner mennesker.
Og alligevel slukkedes lyset ikke.
I hele perioden efter 1945 har ingen civilbefolkning på jorden været udsat for en tilsvarende kombination af varighed, intensitet og bevidst berøvelse som de 2,3 millioner mennesker, der har været fanget i Gazastriben mellem oktober 2023 og december 2025.
Efter alle mål, som FN, Den Internationale Røde Kors-komité og Den Internationale Straffedomstol bruger, har Gaza ikke blot lidt under en “humanitær krise”. Det har været udsat for forhold, der presser selve grænserne for menneskelig overlevelse.
Og alligevel er størstedelen stadig i live – mod al rationel forventning. Det faktum alene er et af dette århundredes mest stille mirakler.
Alle hungersnødsprognoser, alle folkesundhedssimuleringer, alle dystre regneark fra World Food Programme og IPC sagde det samme: Ved dette niveau af kalorieberøvelse, opretholdt så længe, på en hel befolkning uden lægesystem og uden rent vand, burde dødeligheden have nået katastrofale, samfundsødelæggende niveauer. Det er ikke sket. Ikke fordi lidelsen var overdrevet – den var værre end modellerne kunne forestille sig. Men fordi modellerne ikke regnede med et folk, der stille og ubrydeligt besluttede, at deres blotte eksistens skulle være modstanden.
Dette var ikke heroiske undtagelser. Det var reglen.
Alle tre nedenstående retsordener blev krænket dagligt i over to år.
Den Internationale Domstol (januar & maj 2024, juli 2025 foreløbige foranstaltninger; oktober 2025 rådgivende udtalelse) fandt “plausibel risiko” og senere “alvorlig risiko” for folkedrab”. I december 2025 anmodede ICC’s anklager om arrestordrer mod Netanyahu og Gallant specifikt for:
Beviser omfatter ministerudtalelser (“menneskedyr”, “ikke ét korn hvede”, “slet Gaza ud”), vedvarende kalorieindtag under overlevelsestærsklen og ødelæggelse af alle fødevareproduktionsmidler (fiskebåde, drivhuse, bagerier, landbrugsjord).
De kaldte det “total belejring”. De kaldte det “pres”. De kaldte folkene “menneskedyr” og erklærede uden omsvøb, at ikke ét korn hvede ville få lov at passere.
Forsvarsminister Gallants udmelding 9. oktober blev gennemført bogstaveligt. I uger kom ingen lastbiler ind. Kalorieindtag faldt til 300–600 kcal/dag. De første dokumenterede sultedødsfald indtraf i december 2023.
Efter våbenhvilen i januar kollapsede, tvang finansminister Smotrich og national sikkerhedsminister Ben-Gvir en elleve uger lang lukning af alle grænseovergange. UNRWA løb helt tør for mel. Mødre fortyndede modermælkserstatning med forurenet vand. Den første massegrav med udsultede børn blev fundet på Kamal Adwan-hospitalet.
IPC fase 5 erklæret i Gaza-guvernementet (august 2025). Gennemsnitligt vægttab nåede 22 % af kropsmassen. Børns ribben blev synlige på alle gader. Luftdroppene – den eneste “hjælp” Israel tillod – dræbte flere, end de mættede.
Oktober-aftalen 2025 lovede 600 lastbiler om dagen. Faktisk gennemsnit: 120–180. Rafah-overgangen forblev lukket det meste af tiden. Brændstofmangel tvang hospitaler til at vælge, hvilke kuvøser der skulle holdes i gang. I december befandt 100 % af befolkningen sig stadig i IPC fase 3 eller højere.
Ernæringsvidenskaben er ubarmhjertig: børn under fem år er mest udsatte for akut afmagring og permanent væksthæmning. Alligevel ved forældre i Gaza det. Så de gør det eneste, de har tilbage. De holder op med at spise.
Undersøgelse efter undersøgelse (Lancet 2025, UNICEF 2025, WHO-overvågning 2024–2025) viser det samme mønster: 70–90 % af voksne springer måltider helt over, så deres børn kan få én mundfuld ris mere, én tår fortyndet mælkepulver. Mødre ammer, mens deres egne ribben stikker ud, og videregiver underernæring, før barnet har fået sin første faste føde.
Resultatet er et hjerteskærende omvendt billede: børn i Gaza har i gennemsnit tabt mindre vægt end deres forældre, fordi forældrene har valgt at dø lidt hver dag, så deres børn kan leve lidt længere.
Kirurger i Gaza har måttet udføre tusindvis af amputationer – mange på børn – uden bedøvelse, uden smertestillende, nogle gange kun med en mobiltelefonlommelygte og en sløv skalpel kogt i regnvand.
Enhver læge, der har arbejdet i Gaza siden 2023 beskriver det samme tilbagevendende mareridt: øjeblikket, hvor de indser, at de må skære i et skrigende barn uden noget at dæmpe smerten med. Mange har holdt op med at sove; nogle har helt holdt op med at tale.
Mod alle folkesundhedsmodellers forudsigelser har Gaza endnu ikke lidt et totalt demografisk kollaps. Flere faktorer forklarer denne usandsynlige overlevelse:
Læger i Gaza beskriver gentagne gange befolkningen som “de levende døde” – i live, men kun lige akkurat.
At to millioner mennesker – lærere, digtere, tumlinger, der lærer at gå, bedstemødre, der har overlevet alle tidligere krige – stadig trækker vejret den 12. december 2025 er ikke bevis på, at politikken var human.
Det er bevis på, at visse former for menneskelig udholdenhed er stærkere end de maskiner, der blev designet til at udslette dem.
De er stadig her. De er stadig i live. Og hvert åndedrag de tager er en anklage.