https://ninkilim.com/articles/a_dying_planet_and_a_forsaken_people/da.html
Den Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) blev oprettet i 1988 for at give beslutningstagere nøjagtige vurderinger af klimavidenskaben. Dets rapporter er forsigtige, forhandlede dokumenter: hvert ord i Sammenfatning for Beslutningstagere skal godkendes ikke kun af forskere, men også af regeringer – inklusive dem, der er mest investeret i fossile brændstoføkonomier. Denne proces har givet verden viden, men også illusioner: en følelse af, at katastrofen er fjern, usikkerheden stadig stor, og at der stadig er tid.
Sandheden er en anden. De virkninger, IPCC forudsagde for slutningen af dette århundrede, er allerede her. Menneskeheden står ikke over for en fremtidig trussel, men lever gennem selve sammenbruddet, som engang blev antaget at tilhøre morgendagen.
Og klimanedbruddet er ikke det eneste område, hvor denne blindhed afsløres. Siden slutningen af 2023 har den igangværende ødelæggelse af Gaza blottet den samme manglende evne til at konfrontere virkeligheden: den samme afvisning af at anerkende forbrydelser, mens de udfolder sig, de samme begrundelser for det uforsvarlige, den samme tavshed, hvor samvittighed kræves. Ligesom med klimaet behandles det, der opfattes som uundgåeligt, i virkeligheden som en proces – en proces, der kunne stoppes, men i stedet får lov til at accelerere.
En døende planet og et forladt folk er ikke isolerede tragedier. De er symptomer på en enkelt civilisationssygdom: en villighed til at ofre sandhed, retfærdighed og selve livet for at bevare illusionen om kontrol.
Rekorden er klar: IPCC har konsekvent undervurderet tempoet og alvoren af klimaændringerne. Selvom dens forudsigelser generelt har peget i den rigtige retning, har virkeligheden overhalet dem, nogle gange med årtier.
Konklusionen er uundgåelig: Verden bevæger sig ikke hurtigere end videnskaben, men hurtigere end IPCC’s forsigtige konsensus.
Den videnskabelige metode kræver, at når forudsigelser fejler, skal hypoteser justeres. Men i klimavidenskaben, selvom retningen af ændringerne har været korrekt, er tempoet og alvoren konsekvent blevet undervurderet. I stedet for kraftigt at omkalibrere, tøver IPCC-rapporter: “lav tillid,” “middel aftale,” “meget sandsynligt inden 2100.” Dette sprog tjener politisk konsensus, men forråder videnskabelig hast.
Konsekvensen er fatal. Beslutningstagere og offentligheden beroliges med, at der stadig er tid, når den sikre stopafstand i virkeligheden er væk.
Klimaændringerne udfolder sig ikke på papir; det er en højrisiko-landing.
I flyulykker fører illusioner om margin til overskridelser af landingsbanen. I klimaet gælder den samme dynamik. Illusioner om kulstofbudget og drænens robusthed har ført os til kanten af overskridelse. Vi har måske allerede passeret punktet uden tilbagevenden.
Krasjet betyder måske ikke udryddelse, men det vil betyde kaskaderende fejl i de systemer, der opretholder os – mad, vand, sundhed, sikkerhed, stabilitet.
Den moralske fiasko i klimabenægtelse og politisk vold er ikke adskilt. De krydser hinanden på måder, der afslører dybden af menneskehedens hykleri. Vestlige regeringer og medier fordømmer ofte muslimer som en trussel og stempler dem som “terrorister.” Men de samme lande destabiliserer Jordens klima, hvilket gør store dele af verden – især i muslimsk-dominerede regioner i Mellemøsten, Nordafrika og Sydasien – stadig mere ubeboelige.
Ironien er skarp. Per capita drivhusgasudledninger i mange muslimske lande er kun en brøkdel af dem i Vesten. Mange samfund i disse regioner lever tættere på bæredygtighed end industrialiserede samfund, enten af nødvendighed eller design. Og inden for islam er khalifa – forvaltning af skabelsen – en kerneværdi. Den insisterer på, at menneskeheden er betroet omsorgen for Jorden, ikke bemyndiget til at plyndre den. Denne etik er fuldstændig uforenelig med et system, der ofrer skove, oceaner og atmosfæren for kortsigtet profit.
Når vestlige nationer kalder dem med mindre fodaftryk for “terrorister,” mens deres egne økonomier driver planetarisk sammenbrud, er det bogstaveligt talt gryden, der kalder kedlen sort. Endnu værre afslører det en dybere angst: værdierne om forvaltning og tilbageholdenhed står som en trussel mod en udnyttende orden bygget på benægtelse, forbrug og dominans. Historien vil dømme, hvem der var terroristerne.
IPCC har givet menneskeheden uvurderlig viden, men ved at skjule sine advarsler bag forsigtig konsensus har den givet beslutningstagere en illusion af tid, der ikke længere findes. Vi er passagerer på et fly, hvis piloter har mislæst instrumenterne, overvurderet landingsbanen og undervurderet glatheden på asfalten. Et krash er nu det mest sandsynlige resultat.
Men selv dette overser den dybere sandhed. Værdien af menneskehedens overlevelse hviler ikke kun på, om vi kan holde klimaet stabilt. Den hviler også på, om vi kan bevare vores moralske kompas intakt. Ødelæggelsen af Gaza, der har været igang siden slutningen af 2023, viser den samme patologi som klimakollapset: grusomheder behandlet som uundgåelige, processer, der kunne stoppes, får lov til at accelerere. Den samme blindhed, der bedøver vores respons på stigende have og brændende skove, bedøver også vores respons på menneskelig lidelse, når det er politisk ubelejligt.
Hvis vi ikke vil forsvare de sårbare, hvis vi ikke vil nægte grusomheder, hvad forsøger vi så præcist at bevare i kampen mod klimakollapset? En civilisation, der gratulerer sig selv, mens den forråder både planeten og dens folk, fortjener ikke retten til at bestå.
Klimakrisen viser, at vi ikke kan se den fysiske landingsbane klart. Gaza viser, at vi heller ikke kan se den moralske landingsbane. Sammen vidner de om, at overskridelsen ikke kun er nært forestående – den er allerede i gang. Begge er processer, begge kan stadig stoppes, men kun hvis menneskeheden finder det mod, den hidtil har nægtet.